Privathospitalet Hunderup

Huden
Slapt maveskind
Slap hud – overarme, lår
Arrkorigering
Fjernelse af Modermæker/hudtmorer
Fjernelse af svedkirtler, armhule
Fjernelse af tatovering

Book tid online

 

 

 

 

 

 

 

 

Slapt maveskind (Abdomen pendens)

Personer med løs hud og overskydende fedt svarende til maven kan hjælpes med en operation hvor den overskydende hud med underliggende fedt fjernes. Abdomen pendens ses ofte efter større vægttab, eller efter graviditet.

Før operationen
Ved forundersøgelsen vil du blive informeret om fordele og ulemper ved operationen samt få foretaget en kort helbredsgennemgang.
Du vil blive informeret om arrenes placering nedad til på mave (bikinisnit) samt omkring maven. Hos enkelte kan det være nødvendigt, at kombinere med en liposuction (fedtsugning) for at opnå det bedst mulige resultat. Som regel bliver disse ar pæne og efter 6-12 måneder modner arrene og bliver mindre synlige. Følesansen i huden omkring arret vil ofte være nedsat i en periode efter operationen, og hos nogle kan dette blive permanent.
Du må ikke indtage acetylsalicylsyreholdig eller blodfortyndende medicin 1 uger før og 1 uge efter operationen på grund af blødningsrisiko.
Rygning bør undgås 2 uger før og 2 uger efter operationen, for ikke at nedsætte ilt forsyningen til den underminerede hud. Nedsættes ilt forsyningen til vævet, øges risikoen for komplikationer i form blødning, infektion og grimme ar.
Operationen foregår i fuld bedøvelse, og du vil inden operationen komme til at tale med anæstesilægen.
Du udskrives senere samme dag, når du har det godt, har spist og drukket og haft vandladning.
Når du skal i fuld narkose, er det vigtigt, at du er fastende. Dette indebærer at du må spise fast føde og drikke mælkeholdige væsker indtil 6 timer før mødetidspunktet. Du må drikke vand, saft, juice samt kaffe eller te uden mælk/ fløde, indtil 2 timer før mødetidspunktet. I faste perioden må du ikke ryge.
Operationen kræver afhentning, og du bør have en voksen hos dig det første døgn. Ofte er det nødvendigt at få hjælp til at komme i og ud af sengen de første par dage.

Operationen
Umiddelbart inden operationen tages der et klinisk foto, og der tegnes på maven for at markere, hvor operationssnittene skal lægges. I forbindelse med operationen vil du få lagt en kanyle i en blodåre i på håndryggen, og du få antibiotika (Zinacef®) igennem kanylen for at forebygge infektion. I forbindelse med operationen vil der oftest blive lagt dræn, der fjernes næste dag. Operationen varer fra 1-2 timer, afhængig af hvor meget hud der skal fjernes.

Efter operationen
Smerter efter operationen forekommer. Smerterne behandles med paracetamol (fx Panodil, Pinex eller Pamol) 1g x 3-4.
Operationen kræver ½ døgns indlæggelse. For at undgå blødning bør du holde dig i ro de første 2-3 dage. Du kan gå i et let brusebad på 2. dagen. Du bør undlade at dyrke sport de første 4 uger. Afhængigt af operationens omfang og karakteren af dit job, skal du regne med at være sygemeldt i 1-2 uger. Trådene fjernes efter 2 til 3 uger hos plastikkirurgen. Du skal komme til kontrol ca. 3 måneder efter operationen, men er naturligvis velkommen til at henvende dig før, hvis der opstår problemer, eller du er i tvivl om noget.
Det anbefales, at du bruger små plastre (Micropore plaster fra 3M) på arrene i 3 måneder, da det giver pænere ar.
Det er vigtigt at bemærke, at ikke alle mennesker heler lige pænt. Hvis du har skæmmende ar efter tidligere operationer, er din risiko for at få mindre pæne ar øget. Arrene kan klø og blive tykke og røde, men dette vil gradvist aftage i løbet af måneder, og først efter 1-års tid kan man endeligt vurdere arrene. Det første års tid, bør du undgå sol og solarium på arrene.

Komplikationer
Blødning i operationsområdet kan forekomme og viser sig ved, at det opererede område hæver op, og bliver ømt og spændt. Sjældent kan der opstå infektion, der oftest viser sig efter 3-5 dage ved feber samt rødme, hævelse og smerter i operationssåret. Hvis der optræder tegn på blødning eller infektion, skal du henvende dig til Privathospitalet Hunderup eller til vagtlægen.
Efter operationen kan der komme nedsat følsomhed i huden omkring arrene, oftest forbigående. Meget sjældent kan der komme vedvarende nedsat eller manglende følesans af huden, sjældent kan der forekomme vævs død af et mindre område af den underminerede hud.

Bisidder
Ifølge loven om kosmetiske behandlinger har du krav på at have en pårørende med til konsultationen. Dette anbefaler vi, at du benytter dig af, da der er mange informationer at forholde sig til.

 

Privathospitalet Hunderup   ·   Hunderupgade 3  ·  5230 Odense M   ·   Tlf. +45 6313 7000   · info@privathospitalethunderup.dk