Privathospitalet Hunderup

 

Brystløft/hængebryster og brystformindskende operation (brystreduktion)

Kvinder med store, tunge og evt. hængende bryster kan hjælpes med en brystreduktion. Brysterne kan reduceres i størrelse eller blot løftes. Store bryster kan give både fysiske og psykiske gener. De fysiske gener kan bl.a. være rygsmerter, nakke problemer evt. hovedpine, dybe Bh furer på skulderne, dårlig holdning og problemer i forbindelse med udøvelse af sport.

Vis før/efter billeder

Før operation
Ved forundersøgelsen vil du blive informeret om fordele og ulemper ved operationen samt få foretaget en kort helbredsgennemgang.
I samråd med plastikkirurgen besluttes det, hvor meget brystet skal løftes, og hvor meget væv der ca. skal fjernes. Der aftales hvor arrene skal placeres. Skal der kun foretages et meget lille løft, kan der anvendes en metode der kun giver ar omkring brystvorten. Hos de fleste patienter er det nødvendigt at anvende en metode der giver ar omkring brystvorten, lodret ned til under brystet, samt under brystet (ankerformet ar).
Hvis du er over 50 år anbefales det, at du via egen læge får lavet en mammografi forud for operationen.
Operationen foregår som oftest i fuld bedøvelse, og du vil inden operationen komme til at tale med anæstesilægen.
Du udskrives senere samme dag, når du har det godt, har spist og drukket og haft vandladning.
Når du skal i fuld narkose, er det vigtigt, at du er fastende. Dette indebærer at du må spise fast føde og drikke mælkeholdige væsker indtil 6 timer før mødetidspunktet. Du må drikke vand, saft, juice samt kaffe eller te uden mælk/ fløde, indtil 2 timer før mødetidspunktet. I fasteperioden må du ikke ryge.
Operationen kræver afhentning, og du bør have en voksen hos dig det første døgn. Ofte er det nødvendigt at få hjælp til at komme i og ud af sengen de første par dage.

Operationen
Umiddelbart inden operationen tages der et klinisk foto, og der tegnes på brystet for at markere, hvor operationssnittene skal lægges. I forbindelse med operationen vil du få lagt en kanyle i en blodåre i på håndryggen, og du vil få antibiotika (Zinacef®) igennem kanylen for at forebygge infektion. I forbindelse med operationen vil der i enkelte tilfælde blive lagt et dræn på hver side. Operationen varer ca. 1½-2 timer.

Efter operationen
Efter operationen skal du bære en god støttende sports bh., som skal medbringes. For at opnå det pæneste resultat, skal bh’en anvendes både dag og nat i de efterfølgende 3 måneder. Smerter efter operationen forekommer. Smerterne behandles med paracetamol (fx Panodil, Pinex eller Pamol) 1g x 3-4.
For at undgå blødning bør du holde dig i ro de første 2-3 dage. Du kan gå i et let brusebad på 2. dagen. Du bør undlade at dyrke sport de første 4 uger. Afhængigt af operationens omfang og karakteren af dit job, skal du regne med at være sygemeldt i 2-3 uger. Trådene fjernes efter 2 til 3 uger hos plastikkirurgen. Du skal komme til kontrol ca. 3 måneder efter operationen, men er naturligvis velkommen til at henvende dig før, hvis der opstår problemer, eller du er i tvivl om noget.
Det anbefales, at du bruger små plastre (Micropore plaster fra 3M) på arrene i 3 måneder, da det giver pænere ar.
Det er vigtigt at bemærke, at ikke alle mennesker heler lige pænt. Hvis du har skæmmende ar efter tidligere operationer, er din risiko for at få mindre pæne ar øget. Arrene kan klø og blive tykke og røde, men dette vil gradvist aftage i løbet af måneder, og først efter 1-års tid kan man endeligt vurdere arrene. Det første års tid, og du bør derfor undgå sol og solarium på arrene.

Komplikationer
Blødning i operationsområdet kan forekomme og viser sig ved, at brystet vokser, og bliver ømt og spændt. Sjældent kan der opstå infektion, der oftest viser sig efter 3-5 dage ved feber samt rødme, hævelse og smerter i operationssåret. Hvis der optræder tegn på blødning eller infektion, skal du henvende dig til Privathospitalet Hunderup eller til vagtlægen.
Efter operationen kan der komme nedsat følsomhed i brystvorterne, samt af huden omkring arrene, oftest forbigående. Meget sjældent kan der komme vedvarende nedsat eller manglende følesans af brystvorterne, ligesom det meget sjælden forekommer vævs død af brystvorten eller af huden.
De fleste vil kunne amme efter operationen. Brysterne kan ændre form og størrelse efter amning.

Bisidder
Ifølge loven om kosmetiske behandlinger har du krav på at have en pårørende med til konsultationen. Dette anbefaler vi, at du benytter dig af, da der er mange informationer at forholde sig til.

Privathospitalet Hunderup   ·   Hunderupgade 3  ·  5230 Odense M   ·   Tlf. +45 6313 7000   · info@privathospitalethunderup.dk